Robert Gordon: Tobaksgården, Assens. 4. februar 2020

Robert Gordon og Darrel Higham

Under redigering

Rockabillys berømte baryton kom til Fyn/Assens og den gode gamle HJS-Klub besluttede at klubbens fjerde "On Tour" arrangement skulle gå til netop Assens og spillestedet Tobaksgården for at tjekke Roberts aktuelle form. Søren, Palle, Per, Carsten og Michael var med, mens Kim hjemme i Odense ventede på beskeden om at nu var han blevet morfar!

Robert Gordon blev født 29. marts 1947 og voksede op i Bethesda, Maryland USA. Han fik først rigtig gang i en egentlig musikalsk karriere, da han i 1970'erne flyttede til New York hvor han dyrkede især punken. Gordon blev i 1977 af en producer opfordret til at kaste sig over rockabilly-genren grundet sin dybe stemme, der kunne få minderne frem om f.eks. Elvis Presley. Det gjorde Gordon så - og gør det stadig. Han udgav sit første album i 1977 og det næste i 1978 - på begge plader medvirkede det gamle rock-ikon Link Wray (der i øvrigt døde og er begravet i København, men det er en helt anden historie). De efterfølgende år hed den foretrukne guitarist Chris Spedding.

Rockabilly er en musikgenre som opstod i USA i 1950'erns som en blanding af country (Hillbilly) og rhythm & blues. For dens udbredelse, krediteres oftest Elvis Presley, som måske ikke var den første, der således peppede countrymusikken op, men gjorde det på en ny, sexet måde – der skabte røre og mistro i det konservative country-miljø.

Instrumenteringen i rockabilly er simpel, gerne blot to guitarer og en gulvbas. Senere kommer også trommer, klaver og f.eks. saxofon til. Med rockabilly blev country'ens traditionelle hovedinstrumenter, violin og banjo, dømt gammeldags, og rockabillyens popularitet blev en alvorlig trussel mod Nashvilles gudfrygtige country og Bluegrass' bagudstræbende lyd.

Rockabillys glansperiode var dog kort (sidste halvdel af 1950'erne). Presleys militærtjeneste, Jerry Lee Lewis' skandalebryllup og Buddy Hollys og Eddie Cochrans dødsfald får en del af skylden, men ikke mindst 'The British invasion' trængte rockabillys tilbage. Stilen blev dog genoplivet i 1970'erne (Stray Cats, Robert Gordon m.fl.) og har i dag fortsat et stort og trofast publikum.

Ovenstående tekst omkring Rockabilly er sakset fra Wikipedia.

Kulturhuset Tobaksgaarden åbnede 1. oktober 2004, rummer næsten 3000 m2 og består af udstillingslokaler, musik- og teatersal, biograf, spisested, Assens Kommunale Musikskole, samt en række mindre mødelokaler og grupperum til brug for forenings- og erhvervslivet.I januar 2015 anbefalede og godkendte Assens Kommune derfor, at Tobaksgaarden bliver en del af en regional spillestedsaftale, sammen med Posten/Dexter i Odense i årene 2017-2020.

Spillestedet ”Jacob Gade Salen” rummer op til 400 publikummer, mens Biografen har plads til 104 personer. Tobaksgaarden har 2 udstillingssale på i alt ca. 300 m2. Caféen kan rumme op til 150 personer og har en lille scene.

Palle, Michael og Per tog bussen fra Sdr. Boulevard (Kirken og Zoo) omkring kl. 15.05. Per var nær ikke kommet med på turen, da han som en af de ganske få mennesker i Danmark ikke har et REJSEKORT! Nok er han blevet pensionist - men helt ærligt! Nu blev han så reddet af Michael, der altid er god for kontanter. Til gengæld betalte Per så 68 kr. for turen, mens indehavere af REJSEKORTET (Palle og Michael) kunne nøjes med 48 kr. (og blot 38 kr. for hjemturen).

Der var 23 stoppesteder at se frem til, men vi nåede da Assens kl. 16.12 og ilede mod O'Neill's, hvor Carsten ventede. Carsten har også REJSEKORT, men var blevet kørt fra møde i Ringe til Assens i personbil! O'Neill's lagde rammene om et par timers godt og hyggeligt samvær, hvor de tilstedeværende klubmedlemmer begejstret kunne lytte til den nye OKS-sang: "OKS - Et eventyr". Sagen finder du her: https://www.youtube.com/watch?v=jkeuWIyXo_0

Kl. 18.00 var der spisning i "Café Banken" lige overfor O'Neill's (og samme ejer). Cafeen lå i det gamle bankrum og de gamle døre til diverse bankboxe var bibeholdt - bl.a. ind til toiletterne! Her stødte Søren til (ikke på toiletterne, men selskabet). Han har som Per ikke noget REJSEKORT men dog i det mindste en Fynbusapp! Der blev bestilt oksefillet og burgere og dertil Willemoes Kyst-til-Kyst og Stout. Reklamer rundt omkring i lokalet gav løfte om mere spændende øl - men det var der ikke! Per og Søren fik til dessert en gin fra Frankrig. Palle fik pandekager og Carsten en mexikansk kaffe. Michael, der går bare en smule op i hvordan han ser ud, sprang over!

Så gik vi de 500 meter hen til Tobaksgården, hvor vi var fremme kl. 19.45 og kunne konstatere at "Jacob Gade Salens" 400 pladser næsten var fyldt op! Det lykkedes dog at finde fem plads på bagerste balkonrække med udmærket udsyn og flot lyd og her kunne man også købe en Ale No. 16.

Præcis kl. 20.00 gik det engelske Rockabilly fænomen, 50-årige Darrel Higham, på scenen i spidsen for et band, der tillejligheden blev kaldt The Moneymakers eller som på billetten: Robert Gordon Band. Desværre blev de enkelte medlemmer ikke præcenteret præcist nok til at denne referent fik fat i navnene. De spillede ellers et forrygende og svingende 1. sæt og må have spillet sammen i lang tid. Udstyret var i orden med rock and rock-shoes og Hillbilly skjorter.Der blev spillet numre kendt fra bl.a. Eddie Cochran, Rickie Nelson, Elvis Presley og Jerry Lee Lewis. De spillede nok lidt længere end planlagt af årsager, vi snart skulle erfare - kl. 20.45 var første sæt forbi.

Kl. 21.10 bogstavelig talt sejlede en stjernefuld Robert Gordon på scenen til signatursangen "The Way I Walk" (The Cramps). Han var åbenbart først ankommet til Assens kl. 20.30. Derfor den lange opvarmning. Nogle pop- og rockvragt bærer deres brandert med ynde. Det gjorde Robert Gordon ikke - allerhøjest med lidt selvironi. Koncerten, der varede mindre end 50 minutter, bragte minder frem om tjener James i "90-års fødselsdagen" - vel og mærke de sidste 10 minutter af sketchen! Bandet, der ellers havde svinget stort, stivnede i sin form, da man var nød til meget tydelige takter for at holde den berusede Gorden på sporet...og benene. Bandmedlemmerne var da også tydeligt frustrerede og til tider flove over at medvirke i "showet".

Robert Gordon gik mumlende rundt mellem numrene, fik startet forkert op og fik aldrig helt motorikken til at fungerer men fik ofte placeret mikrofonen et andet sted end hvor munden var. I få glimt tog Gordon sig dog sammen og magien lyste i korte øjeblikke. F.eks. i Yardbirds-klassikeren "Heart Full Of Soul" og "Fire", som Springsteen gav ham i 1978.

Andre numre blev genkendt som: "Red Cadilac And A Black Moustache" (Bob Luman), "I Fought The Law" (Bobby Fuller Four), "I Sure Miss You" (Gene Vincent) og Johnny Burnett's "Rock-A-Billy Boogie" (ekstranummeret).

Efter 50 minutter kunne Gordon ikke mere og bandet luskede af scenen. På engelsk har man et udtryk for kunstnere, der nok bliver ved til de falder om på scenen: Dying-for-the-art kunstner. Det fald er nok desværre ikke så langt væk, når vi taler Robert Gordon.

Per fik Darrel Highams autograf (se nedenfor) - denne gang uden også at bede om autografer hos diverse frivillige i garderobe og bar (Se "On Tour 1"). Robert Gordon ville nok ikke være i stand til at skrive sit eget navn denne aften.

Generelt indtryk af Tobaksgården: Et fint spillested med en relativ stor scene og fin gulv- og balkonplads.

Det var planlagt at vi skulle med bus nr. 151 hjem kl. 22.37 men så kom bus nr, 130 først (der er mange busser til og fra Assens). Den hoppede vi på men den kørte bare ikke ind i Odense via Sdr. Boulevard, hvor flere havde cyklerne stående. Det gav lidt forvirring og logistiske udfordringer (Palle og Michael tog for 2. gang dét døgn Bus nr. 51 mod Assens!), men vi klarede det og HJS-klubbens medlemmer kom hjem i god behold til Odense - efter en dag/aften, der bøde på fint hyggeligt samvær, men også lidt af en musikalsk nedtur.

Sådan er det en gang imellem, når vi møder gamle helte: Som Søren senere skrev: Alkohol kan tage magten fra selv den bedste"! Så hør Robert Gordons musik fra sidst i 1970'erne og lad den musik stå tilbage i mindet om Robert Gordon. Ikke denne koncert :-)

Billederne fra dagen er taget af Palle + en bardame på  O'Neill's. Endelig er der lånt lidt fra nettet. Som sædvanlig kan man se hele billedet ved at klikke på det (billedet).

  • Robert Gordon with Link Wray (1977)

    Se hele coveret ved at klikke på billede!

  • Fresh Fish Special (With Link Wray - 1978)

  • Rock Billy Boogie (1979)

  • Tobaksgården, Assens

  • O'Neill's Irish Pub, Assens

  • Café Banken, Assens

  • O'Neill's Traditional

  • Bardamen på O'Neill's var flink, men ingen fotograf

  • Cafe Banken Traditional

  • Trods Carstens udtryk: Maden var OK i "Banken"

  • Darrel Higham & The Moneymakers lyste op.

  • Beviset: Rober Gordon var her også!

  • Alle ved hvordan penge ser ud, så her er et billede af REJSEKORTET...

  • ...som bør opbevares i et pengeskab...

  • ...sammen med Darrel Highams autograf!