Paris, Texas

Spilletid: 13. januar 2016 kl. 19.00

Sted: Hos Palle på Munkebjergvej

 

 Anmeldelse:

Det var stort på alle måder, da HJS-klubben tog egen biograf i brug. Alle klubbens medlemmer var mødt frem og biografdirektør Palle havde sørget for at alt var som det skulle være ved en sådan lejlighed: Lidt velkomstøl, pinoccio-kugler i elegante kræmmerhus, popcorn serveret af Fruen på bakke og ægte biografbilletter som klubben jo foretrækker frem for digitale billetter fra nettet. Det var naturligvis også muligt at slukke tørsten under filmen.

Alle havde fået billet på 37. række - 3 af klubmedlemmerne oven i købet i de magelige biografstole. Heldigvis havde Palle sørget for at fjerne de foranliggende 36 rækker, så alle havde et fint udsyn til den store Smart-TV Skærm.

Vi startede med lidt forfilm hvor nostalgiske billeder fra HJS-klubbens tidlige tid dukkede op. Så var det tid til reklamer med de rigtige fanfare-piger som ramme. Vi så bl.a. reklamer for Anders And,  OTA Solgryn (Vitalius Sørensen spillet af Helge Kjerulf Schmidt), Tina Kjær med de uimodståelige frugter (Jolly Cola), Bacardi Rhum, Fiskereklame med Minna og Gunner ("Det er ikke så ringe endda") mm.

Således varmet op og efter lidt tyssen over mod de billige sæder, sænkede stilheden sig i biografsalen - ingen vovede at smide med pinoccio-kugler, sådan som vi ellers gjorde i Skolebio - og "Paris,Texas" gik i gang til tonerne af Ry Cooders melankolske slide-guitar.

Alle havde set filmen tidligere, men for nogens vedkommende lå det op til 20 år tilbage...og ikke så meget mere om filmen: Alle var enige om at det også i 2016 er en helt og aldeles fremragende film. 

Som det hører sig til, oplevede vi også et teknisk uheld, idet den digitale film "knækkede" midtvejs i den 2½ timer lange film. Det blev klaret ved at vi overgik fra HD-billeder (39 kr.) til "almindelige" billeder (29 kr.). Palle fik senerede de 39 kr. refunderet.

Efter filmen var der lidt musik med bl.a. netop afdøde David Bowie, Zappa plays Zappa optaget i Odense af klubmedlem Søren Dalgaard, Kinks, Pink Floyd og Led Zeppelin.

Ved midnatstid var det slut og alle forlod biografens mørke i god ro og orden. Tak til Palle for et fortrinligt arrangement.

Nedenfor lidt indtryk. Klik på billedet for at forstørre.